Jeg startede på Forfatterskolen for unge, da jeg var tolv år gammel. Egentligt var jeg ikke gammel nok. De havde netop sat aldersgrænsen op til tretten, men jeg tillod mig at sende en ansøgning afsted alligevel – måske nok med en bemærkning om, at nu havde jeg jo ventet så længe på at kunne starte, så ville jeg ikke vente længere.

Og ventet, det havde jeg. Jeg var et barn, der var glad for at læse. På de fleste af de billeder, der findes af mig fra min barndom, sidder jeg vendt væk fra kameraet med næsen i en bog. Jeg var den, der altid havde læst bøgerne, vi fik i skolen, til dagen efter. Jeg tror, at jeg har læst CFU-udgaven af Robinson Crusoe mindst ti gange – som oftest på bænken i skolegården, når der var frikvarter. Jeg var begyndt at skrive digte og små historier bare til mig selv. Når jeg tegnede, var tegningerne illustrationer til historierne i mit hoved.

Jeg havde gode venner og gode klassekammerater, men jeg var også på mange måder et ensomt barn. Jeg følte mig anderledes end de andre. De gik til ting, jeg slet ikke fandt spændende. De interesserede sig for nye spil, for tøj, for sladder på skolen. Jeg manglede simpelthen et fællesskab, hvor mine interesser kunne have hjemme.

Jeg husker første gang, jeg hørte om, at der var noget, der hed en forfatterskole for børn og unge. Det var min dansklærer, som præsenterede det i klassen, og jeg gik hjem og fortalte, at når jeg var gammel nok, så ville jeg gå på forfatterskole. Og sådan blev det.

Jeg gik på forfatterskole fra 7. klasse, til jeg startede på gymnasiet. På de ugentlige mødegange og på forskellige skrivecamps oplevede jeg netop et interessefællesskab omkring skriften og den gode historie.

Jeg blev bekræftet i, at det at skrive var noget, man kunne gøre. Folk levede faktisk af det på alle mulige forskellige måder. Det gav mig et mod til at holde fast i både, at jeg faktisk var god til det, men også at det var i den retning, skrive- og litteraturretningen, som jeg skulle i mit liv.

Da jeg blev student, startede jeg på Forfatterskolens overbygning FGK. Denne gang var det anderledes seriøst for mig. Det var nu, jeg skulle skrive min første roman. Det arbejder jeg på endnu, men ideerne blev udklækket på FGK og forsigtigt passet og plejer af både underviserne og mine med-FGK’ere.

I dag er litteraturen omdrejningspunktet for det meste af det, jeg laver. Jeg har en bachelor i litteraturvidenskab fra KU og er lige nu i gang med en kandidatuddannelse også i litteraturvidenskab. Jeg har sideløbende med min uddannelse redigeret tidsskrifter som Mosaikk og Pan Sophia.

Jeg har arbejdet med børn og læseundervisning. Jeg har været tilknyttet forlaget Arabesk, hvor jeg bl.a. arbejdede på romanen Pio, som i 2022 var nomineret til både DR’s romanpris og Politikens Litteraturpris. Jeg har været i praktik i Gyldendal Uddannelse, hvor jeg arbejdede med litteraturundervisning fra 3.-10. klasse. Samtidig har jeg arbejdet som studenterunderviser og kulturformidler ved Det Kongelige Bibliotek og som instruktor, dvs. hjælpelærer, på bacheloren i litteraturvidenskab på KU.

Både uddannelsesmæssigt, professionelt og ved siden af studie og arbejde er det altså litteraturen og kulturen, som jeg beskæftiger mig med, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det var Forfatterskolen for unge, der åbnede mine øjne for det felt og gjorde, at jeg er gået i den retning.

Alt det startede et sted. Engang.

Det er lang tid siden. Min dansklærer har sagt, at jeg er god til at læse og skrive, og det har min mor også sagt, så jeg skal gå til forfatterskole sammen med et par andre på min alder på Asnæs Bibliotek, hos Charlotte og Anne-Marie som underviser her.

Hvad ingen af vores dansklærere eller forældre har opdag­et er, at det at gå til forfatterskole er meget anderledes end at gå til andre ting eller at have danskundervisning i skolen. Der er ikke rigtigt noget at lære som sådan, derfor er underviserne heller ikke rigtige lærere, mere en slags guider. Skrift-guider, der viser os deres egen entusiasme for fantasi, skrift og litteratur uden at forlange det samme af os. De forstår, at vi måske stadig er lidt sammenknugede af at skulle have været dygtige og gode, så længe.

Det tager lang tid at aflære at være dygtig, men at gå til forfatterskole på Forfatterskolen for unge sår et frihedsfrø i min kreativitet, som jeg har passet på siden. Nu går jeg på Forfatterskolen, den store og seje i Køben­havn, og jeg har stadig mit lille frø, at passe på.

Det, som mange ikke ved, og som jeg nogle gange selv glemmer, er, at det netop er frihedsfrøet og ikke dyg­tigheden, der gør, at jeg kan skrive og får lov til at gøre det, bliver inviteret ind i situationer, institutioner, hvor jeg kan få lov til at gøre det, at det er fordi, jeg på en eller anden måde, er lykkedes med at give en lille smule slip på at ville lykkes.

Det tror jeg.

Jeg føler mig for det meste uendeligt fri, når jeg skriver. Jeg elsker at være her, lige nu, i de her ord, og se, hvad jeg kan lave, jeg har regnen på min rude, og stemmerne uden for mit vindue. Min vejrtrækning, mit hår, der hele tiden falder let ind over mit ansigt.

Så sidder jeg på Forfatterskolen for unge igen. Dér er Charlotte. Hun har taget en lille hundetaske og en IKEA-pose med regntøj med.

”Ja, det var ikke lige til at få ham passet i dag,” siger hun og lyner tasken op, så det lille dyr derinde, kan stikke hovedet ud. Det er en elefantunge, på størrelse med en chihuahua.

”Det gør da ikke noget,” siger jeg. ”Hvorfor er den så lille?”

”Det er ikke til at sige,” siger Charlotte.

Camilla, som er en af de andre på mit hold, har nogle solsikkefrø. ”Må vi prøve at fodre ham med de her?” siger hun.

Jeg rører lidt ved IKEA-posen og regntøjet. ”Hvad skal vi bruge det her til?”

”Vi skal ud, lige og mærke naturen, og prøve at skrive om noget, for eksempel hvis du finder en speciel struktur, så kan du prøve at mærke den, og så skrive om den.”

”Okay,” siger jeg.

Camilla og de andre har lynet tasken helt åben, så elefantungen er vandret ud på bordet. Den går lidt, som om den ikke rigtig ved, hvor den skal hen, som om den bare undersøger.

”Pas på, han ikke træder på papirerne.” Charlotte løfter elefantungen op, han spræller i hendes arme, vikler snablen ind i hendes hår.

”Hvad hedder han?” siger jeg.

”Jeg har faktisk opkaldt ham efter Anne-Marie, men det er en overraskelse, hun kommer senere.”

”Okay,” siger jeg.

Charlotte er gået i gang med at stable to stole oven på hinanden, oppe på bordet, for der er meget langt op til loftet, og der er et loftsvindue, som vi skal have åbnet.

”Her er lidt indelukket,” siger hun. Hun placerer knæet på den nederste stol og prøver at hive sig op med armene. ”Vi skal have skabt en sø herinde, i en eller anden form.”

”Det går jo galt,” jeg hvisker det til Camilla, vi skynder os ud for at finde bibliotekaren, for at få hjælp til at åbne vinduet, vi skal bruge en meget lang pind, med en krog i, men de har ikke nogen, siger de. Det er også lige meget, for da vi kommer tilbage, er det lykkedes Charlotte. Det regner ned i lokalet, meget kraftigt.

Elefanten leger med vandet på gulvet, den går igennem pytterne og laver våde fodspor dér, hvor gulvet stadig er tørt.

”Så er det bare at vente,” siger Charlotte.

Vi finder regntøjet frem fra IKEA-posen. Jeg får nogle gummistøvler, der er lidt for store, men det er okay, vi skal ikke gå langt eller noget. 

Januar 2024

Jeg sidder på Hald Hovedgaard, et skrivested for forfattere i Jylland, mens jeg genkalder mig den tid, hvor jeg gik på Forfatterskolen for Unge i Odsherred. Jeg skal være her i to uger for at skrive, og er næsten lige ankommet. De lovede snestorm den anden nat, og den kom også, og det har sneet lige siden. Jeg sidder på mit værelse og skriver. Sneen får lyset, der står ind gennem vinduet, til at virke blødt, venligt.

Jeg startede på Forfatterskolen for Unge i Odsherred som fjortenårig og det var her, at jeg besluttede mig for, med al min vilje, at jeg ville være forfatter.

Jeg gik på det første hold, med undervisning af Charlotte Weitze og Anne-Marie Donslund. Jeg havde læst om holdet på en seddel, der hang på en opslagstavle i indgangen til Asnæs Bibliotek. Sådan husker jeg det nu. Det kan også godt være, at det var mine forældre, der opdagede det først, eller mine to veninder, der også gik på holdet, Josefine og Josefine. Men jeg er næsten sikker på, at der hang en seddel på en opslagstavle. Jeg husker også, at spørgsmålet om hvorvidt jeg skulle starte var ligetil. Det var enkelt. Det var noget jeg ville.

Jeg var allerede glad for at skrive. Jeg skrev noveller i notesbøger, jeg startede på romaner. Min dansklærer Birthe læste nogle gange med, ellers skrev jeg med en pige på nettet, der skrev på en historisk roman, og nogle få år før jeg startede på holdet, fik jeg en novelle med i bladet Story. Det var et slags lillesøster-blad til Vi unge, med noveller skrevet af læserne. Hvis man fik en novelle med, sendte de én bladet, sammen med en Britney Spears parfume. Fantasy, hed parfumen. Den var pink, med similisten og intens. Men det var først, da jeg startede på holdet på Asnæs Bibliotek, at det gik op for mig, at det at skrive kunne være både legende og sårbart — og blive taget alvorligt. Som tekst og noget, man kunne være. Forfatter.

En dag skulle vi opføre os som nogle andre end os selv i Asnæs Centret og skrive om det, en anden dag skulle vi skrive videre på hinandens tekster; vi skulle turde at give dem videre, turde at modtage dem. Og i en time var der en gæstelærer, som viste os, hvordan vi kunne skrive dagbog på nye måder. Det kunne være at lave en liste over alle de stole vi havde siddet på i løbet af en dag, eller ved at klistre kvitteringer, biografbilletter ind på siden og skrive hen over.

I dag har jeg en kasse, der står i min lejlighed i København, som er fyldt med notesbøger i forskellige størrelser. Det er bøger, jeg har udfyldt siden dengang, med både tekst, billeder og tegning. Og måske, har notesbøgerne også ført mig til at arbejde med bogdesign, som jeg også laver i dag: Opsætning af tekst, illustrationer og omslagsdesign.

I hvert fald tænker jeg, at Forfatterskolen for unge i Odsherred var med til at vække noget i mig, der var klar til at vågne — et skriftfællesskab, en alvor, en måde at arbejde med tekst på og dele tekst — og som jeg bliver ved med at vende tilbage til i dag. Jeg husker mig selv på at dele mine tekster med mine venner. Jeg øver mig i at tage min lyst til at skrive alvorligt, som nu, hvor jeg sidder på et værelse på Hald Hovedgaard for at skrive. Jeg har et skrivebord og et vindue. Lyset ændrer sig. Sneen er der stadig.