SOMMERCAMPEN ER FYLDT OP. Venteliste: skriv til anmdo@odsherred.dk

Forfatterskolens sommercamp foregår en uge i sommerferien og er for unge, der elsker at skrive. Du skal være mellem 12 og 22 år, og du bliver indkvarteret og er på skrivehold med dine jævnaldrende.

Hver morgen starter vi med morgenmad og morgensamling, hvor en af forfatterne fortæller. Derefter er der undervisning hele formiddagen. Efter frokost er der en lille pause, hvor man kan gå ned og bade eller en tur i iskiosken.

Om eftermiddagen er der undervisning igen, og om aftenen er der hygge, leg, badetur, gåtur, åben scene osv. Vi slutter ugen med en performance fredag formiddag inden hjemrejsen. Her kan jeres forældre og venner komme og være med og få et indtryk af, hvad I har lavet.

I bliver undervist af professionelle forfattere på Forfatterskolens sommercamp. I år er det Charlotte Weitze, Lærke, Malmbak og Caroline Ørsum, mens FGK-holdet ledes af Dy Plambeck og Kamilla Löfström.

Lejrleder er forfatter Anne-Marie Donslund, og hun laver mad sammen med forfatter Trine Bundsgaard. Maden er grøn og temmelig økologisk, overvejende vegetarisk med lokale råvarer, hver morgen er der hjemmebagte boller, og mellem måltiderne er der frugt, knækbrød, og måske kage og is.  

Der kommer også mentorer med på sommercampen. Det er tidligere elever fra FGK.  De laver hyggelige fællesaktivteter om aftenen. 

Sommercampen foregår på Klinteborglejren i Ordrup, Ribsvej 9, 4540 Fårevejle.

Du behøver ikke gå på Forfatterskolen for unge i forvejen. Vigtigst er, at du elsker at skrive og har lyst til at gøre det hele ugen. FGK-holdet deltager obligatorisk og har deres eget hold.

Ankomst: Søndag den 4. august kl. 15-16
Hjemrejse: Fredag den 9. august kl. 11.30.

Dagsprogram

Første dag søndag den 4. august 2024

15-16: Ankomst og indkvartering
16.00: Velkomst i spisesalen
16.30: Introduktion på holdene
18.00: Aftensmad
19.00: Fælles aktivitet 

Dagsprogram

8.00: Morgenmad
9:00: Morgensamling
10.00: Undervisning
12.00: Frokost
14.00: Undervisning
18.00: Aftensmad
19.30: Fællesaktiviteter

Pris og indkvartering

Pris: 2000 kr. hvis du bor i Odsherred, Kalundborg, Slagelse, Sorø, Lejre, Ringsted eller Holbæk og 3000 kr. hvis du bor udenfor disse kommuner.

Du bliver som udgangspunkt indkvarteret på værelse med 2-5 personer på din egen alder. 

Medbring: sengetøj/sovepose, hovepude, sengelinned, håndklæder, toiletartikler, badetøj,  tøj til al slags vejr – gummistøvler, regntøj, en tyk sweater, badetøfler osv. Medbring skrivegrej, computer, forlængerledning, et instrument, måske en bog eller et digt, og måske udklædning, du kan bruge til jeres performance.  

FGK-elever betaler via optagelsen til FGK. Så hvis du drømmer om at gå på talentholdet, skal du ind her: FGK.

Campen er fyldt op i 2024. 

Tilmelding til venteliste: Skriv til Anne-Marie Donslund, anmdo@odsherred.dk eller tlf. 61153676

Ansøg om økonomisk friplads på sommercampen

Alle skal have mulighed for at komme på sommercamp. Derfor åbner vi som noget helt nyt op for, at man kan søge om økonomisk friplads på årets sommercamp. Op mod fem unge kan være med på holdet uden betaling. Ansøgerne skal komme fra en af de syv kommuner, hvor Forfatterskolen for unge har skrivehold (Odsherred, Slagelse, Kalundborg, Sorø, Ringsted, Lejre, Holbæk).

Vil du søge om friplads?
Skriv en halv til en hel side om, hvorfor du gerne vil deltage i årets sommercamp. Vi vil også gerne høre lidt om, hvem du er og hvilke erfaringer du har med at skrive. Husk at notere, hvilken kommune du bor i.

Ansøgningen sender du til Lærke Malmbak på malmbak.ffu@gmail.com

Ansøgningsfrist: 15. maj
Svar på ansøgningen: Senest 1. juni

Sådan oplevede Alba sommercampen

Alba, 13 år, elev på Forfatterskolen for unge i Odsherred

Hvorfor skriver du?
Når jeg skriver, kommer jeg ind i min helt egen verden. Skrivningen hjælper mig med at koncentrere mig og komme ud med alle de tanker der ellers fylder i mit hoved. Jeg er også meget fascineret af, hvordan ord kan fordreje en sætning, så den bliver helt anderledes.

Hvad kan du lide at skrive?
Jeg skriver og læser mest reality. Jeg er personligt ikke så meget til fantasy eller eventyr, men jeg kan lide krimier, hestebøger og digte for eksempel.

Hvorfor tog du på Forfatterskolens sommercamp?
Jeg ville gerne blive bedre til at skrive og møde nogle mennesker med samme skriveinteresse som jeg selv.

Hvad laver man på campen?
På campen er der forskellige undervisningshold, ud fra ens aldersgruppe. I ens gruppe får man undervisning sammen og forbereder en opvisning for resten af campen og forældre den sidste dag. Dermed har man også fritid til at være ude i den fantastiske natur og strand rundt om campen, eller være i sit soverum. Der er også fællesaktiviteter på campen, som åben scene og lang gåtur.

Kan du huske en særlig skriveøvelse fra sommercampen?
På campen arbejder vi rigtig meget med sanser. Vi laver mange af vores skriveøvelser udenfor. En skriveøvelse vi har lavet kan for eksempel være at gå rundt i området og beskrive duftende af forskellige ting i tillægsord. Skriveøvelserne er tilpasset alle niveauer. Lige meget om du er ny eller meget erfaren, kan du lære rigtig meget.

Fik du nye venner?
Ja, jeg gjorde. På campen sover man i soverum sammen, og bliver også undervist sammen, derfor er det svært ikke at få nye venner. Alle har jo også deres skrivning tilfælles, hvilket også skaber et fantastisk sammenhold.

Har det udviklet din skrivning?
Det synes jeg bestemt. Alle grupper får en dygtig underviser, som er forfatter eller lignende, der giver masser af gode råd og feedback. Jeg blev også selv meget inspireret af de andre unge. På fem dage lærer man en hel del.

Hvad var det bedste?
Jeg synes selv det bedste ved campen er sammenholdet. Utroligt mange talentfulde og søde unge med den samme interesse. Jeg elsker også maden, for vi får bl.a. hjemmebagt brød og kage hver dag.

Hvad var det værste?
Det værste var, da man skulle hjem om fredagen – og samtidig skulle gøre rent på sit værelse, efter en uges ophold med fem andre unge.